T I L R O M O G P A R A D I S

#

#
(kilde 1, 2, 3).

ja. jeg har lovet forandringer. alligevel bliver det første indlæg efter det løfte altså en lille kommentar til hhv. øst for paradis og to rome with love. øst for paradis er nok min yndlingsbiograf lige pt, da den er super hyggelig, beskeden og har en lang historie bag sig. udover hyggelige omgivelser, viser den også alle de spændende film. far til fire er ikke at finde på programmet, men det er woody allen, miyazaki m.m. meget specielt og meget tiltalende.
mit woody allen flip fortsætter - denne gang med hans seneste film, to rome with love, der er en sød film med flere sideløbende historier: det unge par, der inviterer hendes veninde på bsøg for at komme sig over bruddet med kæresten. det unge forlovede par, der introducerer forældrene for hinanden. den unge finansmand, der forsøger at imponerere sin højtrespekterede familie med den prostituerede anna ved sin side, da hans kone er på slap line i roms gader. til sidst er der historien om funktionæren, der fra den ene dag til den anden bliver berømt. det er en film, der tydeligt viser, at alle har en historie at fortælle, og at verden skifter perspektiv, alt efter hvor man ser den fra - og det synes jeg egentlig, er en smuk tanke, selvom den måske kan virke banal - krydet med allensk humor og egentlig ret maskuline kvinder.
mange af skuespillerne synes jeg er mere eller mindre anstrengende i længden, men man får dem heldigvis kun i små bider, da filmen klipper imellem de forskellige historier, og så er der jo de andre skuespillere, som gør det hele ok. alec baldwin er nok min yndling, mens ellen page er og bliver et mysterium for mig. efter midnight in paris havde jeg meget store forvenintninger til to rome with love, og selvom den desværre ikke kan indfri dem, så vil jeg alligevel gerne anbefale filmen.
det er et meget idylliseret billede af rom og de eventyr, rom kan byde på (hvis man er meget heldig), der bliver præsenteret for én, men jeg er alligevel overbevist og får bare lyst til at være en del af det univers, der udspiller sig foran mig. og det er det, woody allen kan.

A D O L P H S E N S S M Å H I S T O R I E R

Peter Adolpsens Små historier og Små historier 2 er en samling af korte tekster (typisk på 1-3 sider) om alt. Det er små, finurlige tekster og løjerlige tanker, der får mig til at tænke tilbage på universet i Mount København, formuleret i et enkelt, men meget koncentreret sprog, der giver teksterne den tyngde, som de behøver. Det er virkelig nogle gode tekster, som både underholder, men som også fortjener, at man stopper op et øjeblik for at tænke over, hvad det egentlig er, man har læst - og det virker for mig så absurd, at så korte og spøjse tekster uden en egentlig sammenhæng og kohærens kan få mig til at reflektere sådan.
Historierne er i hvert fald anbefalelsesværdige til en sidste sommerlæsning inden arbejdet eller studiet kalder én tilbage til hverdagens virkelige virkelighed.
En lille sidekommentar: Adolphsen underviste sidste år på "min" højskole, og han gør det igen i år (derfor læste jeg den nu og undgik bevidst mit læsesystem/reolsystem). Sidste år optrådte han med sit "band" (eller hvad man skal kalde det), TS Sterndolph, hvor han bl.a. læste sin tekst "Blodig kærlighed" op. Det gjorde de også på Roskilde sidste år, og jeg synes næsten, i skulle give jer tid til at bruge 2,27 minutter på at se det.

J U L I M U S I K

Jeg hørte for første gang The Raveonettes' album Raven in the grave, og det røg direkte ind på ønskelisten. Især pga. Apparitions og Forget that you're young.



Linkin Park kommer på listen for at være så awesome, at de laver endnu et album, som heldigvis er bedre end det sidste. Lost in the echo er især god.



Katy Perry kan ofte blive for poppet til min smag, men Wide Awake er bare så hyggelig og behagelig på en eller anden måde.



Jeg har aldrigaldrigaldrigaldrigaldrig kunnet lide Lana Del Rey, men det vendte for ca. en måned siden, da jeg hørte hendes debutalbum i godt selskab, og nu er hun mere end almindeligt god. Hør Born to die her.

(kilde 1, 2, 3, 4).

B J Ø R N S D E B U T

#
#
Bjørn Rasmussens debut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er en roman om Bjørn, der har et ulykkeligt kærlighedsforhold til sin meget ældre ridelærer, og man er som læser med på alle op- og nedturer.
Det er en meget fragmentarisk roman, der ikke gør det store i et lige og enstrenget plot med en kæde af begivenheder, der følger hinanden. Plottet er bestemt af sproget, det er sproget, der former romanen - og det giver et meget spændende resultat, da Bjørn Rasmussen har et meget originalt og særpræget sprog, et meget ligefremt og alligevel kryptisk sprog. Bortset fra enkelte passager i romanen, er det dog ikke sproget, der vinder hos mig, men hovedpersonen. Jeg synes, han er meget spændende i sin besættelse, sin passion og sin håbløshed i forhold til ridelæreren.
Det er en kort roman, som jeg gerne vil anbefale til andre, men det er ikke en roman, jeg ville læse igen. Men jeg vil meget gerne læse det næste, Rasmussen kan byde på, for hans arbejde er bestemt ikke uinteressant.

B A T M A N I S B A C K

(kilde)
#
Jeg elsker Christopher Nolan. Jeg er helt vild med Christian Bale. Jeg har intet imod Batman. Men jeg kan ikke ikke lide Nolans trilogi med Bale i rollen som Batman. Nu har jeg set alle tre film i serien, og ingen af dem fanger mig. Der er dog små elementer, som jeg rigtig godt kan lide. Fx er det ikke bare en actionfilm. Det er ikke bare endnu en gengivelse af den sortklædte og maskerede fyr (lyder det lidt som Zorro?) - de har faktisk tænkt det igennem en ekstra gang. Manuskriptet er fantastisk, effekterne er fede, Bale er god som Wayne, men jeg keder mig. Da den første time var gået, følte jeg stadig, at filmen varmede publikum op, til det det egentlig handler om. Det syntes jeg også efter halvanden time.
Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kan være en del af hypen over Batman-filmene, men de har bare ikke fanget mig. Jeg vil gerne rose dem til skyerne, for jeg synes klart det er de mest imponerende "superhelte-film", der er blevet lavet - og langt de mest gennemtænkte af slagsen - men jeg keder mig.
Når jeg ser en film, er slutningen nok noget af det vigtigste for mig. Og her klarede The dark knight rises det godt! Den sidste halve time af filmen var fantastisk og formåede at få mig helt ud på stolekanten. Det er her, filmen snyder publikum og vender på en tallerken, og det er den sidste halve time, der gør, at mit forhold til filmen er splittet.

B A G O M W O O D Y A L L E N ?

(.)
(kilde 1, 2).

Efter at have set Midnight in Paris har jeg fået et mindre flip med Woody Allen, og det undrer mig egentlig lidt, at det var min første Woody-film. Jeg glædede mig virkelig til at se Woody Allen: A documentary, men jeg blev desværre meget skuffet. Jeg havde håbet at komme bag kameraet og tættere ind på ham som person, men det meste af filmen var egentlig en mere eller mindre detaljeret gennemgang af hans filmkarrieres opturer og nedturer, og det kedede mig. Jeg ville gerne, at der var mere fokus på Woody og ikke på hans film. Jeg blev så glad, da han trak en masse noter og idéer til film m.m. frem fra sin natbordsskuffe - en kæmpe rodebunke med idéer skrevet på alle mulige lapper fra forskellige hoteller m.m. Og da han viste os den skrivemaskine, han har ejet i ca. 50-60 år, og som han har skrevet alle sine film på. Først der kommer man tæt ind på Woody og ser, hvem der egentlig står bag filmene, og det var i de få øjeblikke, at jeg vågnede op fra min søvn. Jep, jeg sov faktisk lidt og var på et tidspunkt tæt på at give helt op.
Jeg er virkelig ked af, at filmen skuffede mig så meget, for jeg er virkelig blevet vild med Woody-film. På trods af dokumentaren har jeg lyst til at se hans film - gamle som nye - også selvom han har en træls forkærlighed for Diane Keaton og Scarlet Johanson. Jeg elsker hans menneskelige tilgang til sine film. Vi er på et niveau, hvor menneskene sættes i fokus, det er dem og deres liv, der er vigtigt og vores indgangsvinkel for at komme tættere på, hvad der er vigtigt i livet, hvad vores mål er.

K A N N I B A L E N E D D I E

Eddie the sleepwalking cannibal er en canadisk-dansk gyser komedie, om den danske kunstner Lars (spillet af Thure Lindhardt), der flytter ud på landet i Canada for at undervise på Kodas kunstskole. Her møder han den stakkels, stumme Eddie, der efter sin tantes død mangler et sted at bo. Lars tilbyder ham husly, hvilket viser sig at være til begges fordel. Lars har nemlig ikke malet i ti år, men hans inspiration kommer tilbage, da han opdager, at Eddie i søvner spiser skovens dyr. Han bliver afhængig af disse natlige seancer, da det vækker kunstneren og inspirationen i ham, så han vil gøre alt for at få Eddie ud på sit natlige rov - uanset konsekvenserne. Og hans afhængighed når sit klimaks, da han finder ud af, at Eddie foretrækker menneskekød.
Selvom filmen er mere komisk uden at være sjov end uhyggelig, så er den faktisk rimelig god. Jeg ville ikke se den igen, men det er fascinerende, hvad Lars - den fortabte kunstner - vil gøre for sin kunst, for at få det sus han oplever i den kreative proces. Og mere vil have mere, da de natlige eskapader tager til i omfang og blodighed. Og det er ikke kun Lars. De øvrige lærer kender til Eddies natlige tilbøjeligheder hvad angår dyrene, men man beskytter ham og vender ryggen til det, da skolen ikke vil kunne overleve uden Eddies tantes velgørende bidrag.
Thure Lindhardt er rigtig god i rollen som Lars, men Dylan Smith gør det endnu bedre i rollen som den lettere retarderede og meget dyriske Eddie, som man ikke kan lade være med at få en smule medlidenhed med pga. hans traumatiske baggrund. Selvom Eddie ikke er hovedrollen, er det den stærkeste karakter i hele filmen. På trods af sin tilsyneladende naivitet og barnlighed, så er han ikke så flad en karakter, som man først skulle tro. Det er en film med en utrolig psykologisk dybde, som jeg gerne vil anbefale andre at se. Men man skal ikke forvente en gyser.